Siden grundloven i 1849 har staten brugt kulturen som et middel til at skabe en national identitet og danne os til at blive demokratiske borgere.
Det er fortsat en dagsorden, der præger kulturpolitikken på Christiansborg. I 2016 kunne daværende kulturminister Bertel Haarder (V) således præsentere sin »Danmarkskanon«, som består af ti særligt danske værdier, som danskerne har været med til at udvælge. Vi kan genkende den samme tanke, når det fremhæves, at kulturen skaber »sammenhængskraft«.
Staten er derfor optaget af at bevare kulturarven, der fortæller os, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. I kommunerne fylder spørgsmålet om en national identitet væsentligt mindre, og der er derfor også mindre lokalt fokus på for eksempel museernes bevaringsopgave. Man kan sige, at staten er mere optaget af eksistensværdien, mens kommunerne er mere optaget af brugsværdien.
Kultur som dannelse
Da statsminister Viggo Kampmann (S) opretter Kulturministeriet og indsætter Julius Bomholt (S) som landets første kulturminister i 1961, er det med en ambition om at få kulturen ud til alle med det formål at oplyse og danne os til at blive demokratiske borgere. Den almindelige dansker har fået tag over hovedet og mad på bordet – nu skal han også mættes kulturelt.
Ambitionen om at få kulturen ud til alle er siden ikke kun blevet en socialdemokratisk, men også en borgerlig grundtanke. De seneste mange kulturministre har således haft fokus på at gøre kulturtilbuddene tilgængelige for alle, især ikke-brugerne, herunder børn og unge, der skal opdrages og modnes til at blive kulturbrugere.
Brian Mikkelsens (K) måske største resultat som kulturminister var, da han i 2006 indførte gratis entré på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, samt gratis adgang for børn og unge under 18 år på alle statslige og statsanerkendte museer.
Carina Christensen (K) ville have »Kultur for alle og kultur i hele landet«.
Marianne Jelveds (R) største meritter var »Danmark læser« til 20 mio. kr., der skulle få danskerne til at læse mere, og en øremærkning af 40 mio. kr. over fire år, der skulle sikre, at alle børn og unge møder kunst og kultur.
Bertel Haarder (V) ville skabe en mere ligelig geografisk fordeling af statens kulturkroner og flyttede derfor midler fra KulturMetropolØresund til Kulturhovedstad 2017 i Aarhus, ligesom han omprioriterede 3,2 mio. kr. fra de små storbyteatre i hovedstaden til Odense og Aalborg. Som et led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser blev dele af Slots- og Kulturstyrelsen desuden flyttet til Nykøbing Falster, mens Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum blev rykket til Djursland.
Mette Bock (LA) overtog i et vist omfang den samme dagsorden med omprioriteringen af otte millioner over fire år fra det sjællandske symfoniorkester Copenhagen Phil til landsdelsorkestrene i resten af Danmark.
Vi kan også genkende tankesættet i forslaget om et kulturklippekort, der skal give socioøkonomisk dårligt stillede børn og unge gratis adgang til kulturtilbud. En idé som er blevet forslået af både Socialdemokratiet (2007), Enhedslisten (2013), Alternativet (2018), Radikale (2018) og SF (2021). I 2014 indførte man faktisk et kulturklippekort i Brasilien, der på sigt skal give 42 millioner fattige brasilianere gratis adgang til kulturoplevelser. Det samme gjorde man i Italien i 2017 og Frankrig i 2018, hvor alle 18-årige borgere modtager 500 euro øremærket til kulturoplevelser.
Høj faglig kvalitet som forudsætning for dannelse
Siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 har staten anset høj faglig kvalitet som forudsætning for, at landets kulturinstitutioner kan løfte deres dannelsesopgave. Også den tanke er fortsat dominerende på Christiansborg.
»Museets kerneopgave er at præsentere udstillinger på et højt fagligt niveau«, siger Mogens Jensen (S) til rapporten ”Museumslandskabet” (2019).
Slots- og Kulturstyrelsen laver derfor med jævne mellemrum kvalitetsvurderinger af landets statslige og statsstøttede kulturinstitutioner for at sikre, at de lever op til kvalitetsmæssige krav.
I kommunerne ser man på samme måde kulturen som et middel til at oplyse og danne befolkningen, men hvor man på Christiansborg ser dannelsesopgaven som museernes primære opgave, så er det i kommunerne mere sekundært. Kommunerne måler derfor heller ikke på museernes faglige kvalitet, som de generelt anser for at være et statsligt anliggende.